Forsiden      Biografi      Nyhedsarkiv      Koncerter      Fanklub      Gæstebog      Diskografi      Kontakt      Fotos     Officiel facebook
Sebastian indledte 2016 med en sviptur til Norge. Her besøgte han det prestigefyldte Rogaland Teater som havde stor succes med Ronja Røverdatter. Faktisk så stor, at musicalens spilleperiode blev forlænget hele to gange.

Herhjemme var der som altid gang i Sebastians mange vidunderlige musicals. Blandt andet Pippi, som var på plakaten i anledning af HC Andersens- festspillet i Odense.

Sebastian besøgte Café Liva i Nyhavn en aften i januar. Kabareten 'Måske Ku Vi' havde repremiere i et festfyrværkeri af en forestilling. Sebastian havde masser af ros til de gennemmusikalske skuespillere.

I starten af februar modtog Sebastian GULD for et salg på 10.000 eksemplarer af 'De Bedste Sange'.

Sebastian og andre musikere indsamlede 30.000 kr til velgørenhed med den såkaldte Vandreguitar. Fænomenet gik ud på, at de medvirkede spillede på den samme guitar og derefter signerede den. Sebastians medvirken blev vist i Aftenshowet på DR1.

Sebastians sange udgjorde rygraden i Lis Sørensens koncert i DRs koncertsal medio marts. Koncerten blev indledt med 'Sangen om den lille vind'. I øvrigt første gang nogensinde Lis sang den live. Blandt andre sange fra sætlisten var 'Stille før storm', 'Fuld af nattens stjerner' og 'Lola'.

På landevejen: 57 koncerter

2016 blev endnu et år med Sebastian på de danske landeveje. I alt 57 koncerter blev det til for trubaduren med start i marts og slut i december. Stort set alle koncerterne var udsolgt til sidste sæde. Billetterne til Dagmar Bio blev sat til salg en fredag eftermiddag kl. 15. Fire timer senere var alt udsolgt. Den rekord blev tilmed slået da Hellig Kors Kirken i Jyllinge åbnede for billetsalget. Fem minutter efter var samtlige billetter revet væk. Ja, du læste rigtigt. Fem minutter!

Touren bød på mange uforglemmelige koncertoplevelser. Ved ekstra-koncerten i Det Kongelige Teater havde Sebastian sin datter, Sara Grabow, med som gæstesolist. Hun sang Anemonesangen og Dyndkongens Datter, som Sebastian i sin tid skrev til Det Kongelige Teaters ballet 'Et Eventyr'.

De nyskrevne sange var også med på landevejen. 'Drømmescenariet', 'Farvel Josephine', 'Planet væk' samt 'Vindens glemte sange' blev taget flot imod. 'Drømmescenariet' havde indlagt den finurlighed, at lyden fadede ud for så at komme stærkt igen umiddelbart inden sangen sluttede. Det gav en stærk effekt til den eftertænksomme tekst. Lossepladsen Bløder anno 2016 udløste enorm begejstring. I de nyskrevne vers fik Inger Støjberg og Donald Trump så hatten passede!

Koncerterne fik udpræget flotte anmelderroser. Avisen Arbejderen skrev under overskriften 'Et univers af varme til menneskeheden at, '…det umiskendelige ved Sebastians tekster er hans stærke greb om det danske sprogs rytmik, dynamik og betydning, som han favner så smukt med sit musikalske univers'.

Sebastian gik foråret i møde med et besøg hos produktionsteatret Heltemus' opsætning af Ronja Røverdatter. Det foregik i Lyngby Kulturhus. Sebastian udtalte efter forestillingen, at det var en mindeværdig opsætning. I april havde Elverfolket premiere på Klokkeren Fra Notre Dame. Også her kiggede Sebastian forbi og uddelte stor ros.

Den 6. juni stod på noget så sjældent som vinyl-release. Øjeblikkets Mester kunne nu erhverves på vinyl. Det foregik i Sound Station på Frederiksberg, af mange kaldet Danmarks bedste pladeforretning. De signerede plader røg i lind strøm henover disken. Selv den hårdt knoklende vinduespudser måtte for en stund stille sin spand for at investere i et signeret eksemplar.
Ugen efter strøg 'Øjeblikkets Mester' op på en flot 3. plads på Danmarks officielle liste over solgte vinyler.

Den 19. juni indtog Sebastian og Lis Sørensen Knuthenborg Safaripark, musikalsk bakket op af Livgardens musikkorps. Eventen hed Safari Classic.

Dagen efter havde Herlev Revyteater premiere på Skatteøen. Alt udsolgt.

Hen over sommeren blev Sebastian nomineret til Nordisk Råds musikpris 2016.

Pippi havde premiere på det Sydafrikanske 'National Children's Theatre' i september. Musicalen spillede en måneds tid og opnåede voldsom succes. Sydafrika kunne ikke få nok af Sebastians musik, så musicalen bliver genopsat til februar 2017 med efterfølgende turné.

Tilbage til Danmark. Himmelbjerget dannede midt i juli rammen om fællessang fra Sebastians store sangskat. Arrangeret af lokale musikskoler. Sebastian var ikke selv til stede. Han var nemlig i Tivoli, hvor han overraskede alle som gæstesolist ved Oh Lands koncert på Plænen. 

Sebastian hittede på iTunes

En søndag i juli genudsendte TV2 sidste års succes-udgave af 'Toppen af Poppen'. Dagen efter strøg Sebastians 'De bedste sange' endnu engang helt til tops på iTunes albumhitliste. Også pladen Tiderne Skifter oplevede et comeback i 2016 og var glimtvis at finde i top-10 på iTunes albumhitliste.

2016 var præget af plade-jubilæer. Ronja fyldte 25 år, Skatteøen 30 år og Måske Ku Vi hele 40 år. Ved koncerterne filosoferede Sebastian over det at blive ældre samt privilegiet ustandseligt at kunne fejre jubilæer.

DRK genudsendte 'Du er ikke alene - filmen om Sebastian' ved flere lejligheder i 2016. Det blev til et dejligt gensyn med Danmarks store sangskriver og trubadur.

Sebastian medvirkede på flere festivaler i sommerens løb. Bøgescenen blev indtaget på Smukfest og fik efterfølgende tildelt superlativerne 'rørende, gribende og genialt' af DRs udsendte.

Den 9. september blev Sebastian hyldet i et propfyldt Århus Koncerthus. Ved koncerten deltog bl.a. Mattias Kolstrup, Lis Sørensen og Søren sko. Sebastian kom på scenen til sidst og sang tre sange. Jubelen ville ingen ende tage.

I september iværksattes en rundspørge på Facebook om danskernes favorit Sebastian-sang. For mange et umuligt spørgsmål, men hundredvis af besvarelser væltede ind. 'Du er ikke alene' vandt med 'Rose' og 'Når lyset bryder frem' på de næste pladser. Det var dog ikke kun de udødelige klassikere der fik stemmer. Også sange fra det seneste årti som 'Pludselig', 'Dejligt indeni' og 'En ny og dejlig dag' opnåede pæne placeringer.

I oktober spillede Cafe Liva endnu en omgang af Sebastian-kabareten 'Måske Ku Vi'. Igen for fulde huse.

Davidskolen i Åkirkeby havde HC Andersen som tema i 2016. Det blev blandt andet til en flot musikalsk opsætning af 'Nattergalen', som Sebastian skrev musikken til i 1980.

Du er ikke alene

Sebastian bragede gennem TV2s lydmur den 24. oktober da han sang 'Du er ikke alene', som showstopper ved TV2s Knæk Cancer-koncert. Det blev et rørende øjeblik, for budskabet 'du er ikke alene' syntes så rigtigt i denne knæk cancer-sammenhæng.

To dage senere lagde Sebastian vejen forbi Tivoli, hvor han besøgte Go' aften Danmark studiet. Til en snak om bl.a. Folketeatrets forestående premiere på Hodja Fra Pjort.
Ved Premieren på Hodja blev Sebastian kaldt på scenen og hyldet som en sand mester. BT var til stede og kvitterede med 5 flotte stjerner og slog fast, at '…Sebastians musik hæver sig en liga over det som publikum normalt får at høre på landets scener'.

Sebastian optrådte en del i den skrevne presse i årets løb. Større artikler i landsdækkende og lokale aviser. Kristeligt Dagblad bragte en artikel i oktober hvor Sebastian udtalte:
'…jeg skriver musik på en åndelig fornemmelse og min mission er ofte at bringe andre håb'.

Leonard Cohens død i november berørte Sebastian dybt. Til BT udtalte han, at Cohen havde været en stor inspirator for ham helt tilbage fra de første sange.

Nørregadeteatret spillede Ronja Røverdatter for fuld udblæsning i november måned.

I begyndelsen af december var Sebastian på en mini turné. En af koncerterne var en støttekoncert til fordel for den synkende skude 'Cafe Liva'. Fyldt til bristepunktet og helt fantastisk stemning gjorde sit til at, Cafe Liva stadig holder sig flydende.

Sammen med sit ungdomsidol, Donovan, tog Sebastian på turné medio december til de store spillesteder i bl.a. København, Århus, Odense og Ålborg. Stor succes og en bevægende oplevelse for mange fans. Undervejs blev der også tid til at aflægge kulturhistoriske monumenter et besøg, herunder HC. Andersens hus i Odense.

2016 blev året hvor Sebastianfan.dk rundede 100.000 unikke besøgende. Ligeledes steg medlemstallet af 'Sebastian - Officiel' på Facebook med over 50%.

Den 19. december fyldte Sebastian 67 år. Han blev hyldet af fans og kollegaer, som sendte hilsner via hjemmesiden og Facebook.

Summa summarum. 2016 blev endnu et begivenhedsrigt år med Sebastian i vælten. Mod slutningen af året annoncerede Limfjords Teatret, at de sætter Sebastians 'Ulvehøjen' op som teaterkoncert i den kommende sæson. Ligeledes er Mastodonterne klar med både Pippi og Skatteøen i 2017. Endvidere tager Heltemus-skuespillerne på turné med Ronja Røverdatter til foråret. Der er derfor lagt op til endnu et skønt 2017 med Sebastians musik i centrum for det hele.

Godt Nytår.




Året der gik - 2016
******
Sara og Sebastian på Det Kongelige Teater
Hyldestkoncert i Århus Musikhus
Oh Land og Sebastian på Plænen i Tivoli
Pippi i Sydafrika
Sebastian støttede Cafe Liva
Go Aften Danmark
Måske Ku Vi kabaret
Vinyl release
Lossepladsen Bløder havde 45 års jubilæum
Smukfest i Skanderborg
Sebastian har fans i alle aldre
Med Donovan i Odense, foran HC. Andersens hus
Læs også HER:
Året der gik 2015
af: Christian Winther
Forsiden     Biografii     Året der gik     Turné     Fanklub     Musicals/filmmusik     Diskografi     Kontakt     Fotos     Facebook