Sebastian modtager årets steppeulvpris
"Så vil vi gerne have Knud på scenen", siger Lynggaard, og Sebastian går sin sejrsgang op gennem salen mens han modtager publikums hyldest. Klapsalverne vil ingen ende tage.
"For os, der voksede op i 1970'erne, var der få, om nogen, der helt så elegant, så hjertevarmt og så solidarisk formåede at sætte musik til og ord på vores tanker, vores følelser og vores fornemmelser som sangskriveren Sebastian. Vi afventede hans plader med spænding og på den led svigtede han aldrig - der var altid noget at komme efter. Og så lidt til", motiverer Lynggaard.
"Jeg fik at vide, at prisuddelingen i aften ikke handler om damer i lårkort og den slags. Jeg er glad for, at det handler om musikken. Og det vil jeg bare lade det fortsætte med," konstaterer Sebastian.
Han tar' sin guitar og synger Hos Ingeborg, Den Lille Malkeko og Når Lyset Bryder Frem. Men han får ikke lov at slippe, for publikum vil ha' mere. Så han må en tur på scenen igen. Og så får vi endnu en sang at gå hjem på, Den Sidste Vals.
Sebastian er blevet en pris rigere. Vi der var tilstede i Vega den fredag aften er blevet en oplevelse rigere, fuld af nærvær - fuld af nerve.
Fredag d. 1. februar 2008. Klokken er lidt over 23. Vi er i VEGA, på vesterbro i København. Formanden for "Foreningen af Danske Musikkritikere", Klaus Lynggard, går på talerstolen for at afsløre vinderen af æresprisen i årets steppeulv prisuddeling.
Lynggaard ber' om at få sat et videoklip på storskærmen. Sekunder efter dukker en ung Sebastian med langt hår op på skærmen og synger "Rose". Spontane klapsalver og juhu-råb høres fra publikum. Andre sidder intenst og lytter med på denne 35 år gamle optagelse.
