Sebastian var ikke alene
Fredag aften skulle man komme tidlig for at få en god plads i Musikhuzet. Stole måtte bæres ind, noget stort måtte der være i vente på trods af, at der på scenen kun stod en mikrofon og en guitar. Og på programmet stod der også kun ganske enkelt: Sebastian, kun Sebastian.
Men det var altså ham, Sebastian , ham historiefortælleren, som har givet liv til mange eventyr, troubadouren, som med sin ru og gebrokne stemme sniger sig ind i hjertet, tekstforfatteren, som ser livets vidunder i de små ting, som formår at røre med sine ord, ham, den ene Sebastian , en levende legende, ham, der tager imod velkomstapplausen, for derefter at stå foran en fyldt og fuldstændig sal, tryllebundet, før det første ord i det hele taget var sagt. Og så kom ordene » Kom giv os liv, giv os et hjerte, giv os et eventyr. « Ja tak! .
Lige så stille og alene på scenen tog Sebastian publikum med på en rejse gennem sit enorme sangunivers.
Utvivlsomt dukkede der billeder op i folks hoveder, billeder fra den gang, sangene rørte dem for første gang. Og utvivlsomt rørte sangene igen i nuet, 20, 30 år senere, for selv om sangstemmen er noget rusten, så er Sebastians udstråling der, nærværet, glæden og ærligheden, autenticiteten i det han synger. Alt hvad publikum behøver er få akkorder, antydningen af en rytme, og brummelyden af et velbehageligt smil runger spontant gennem salen, begynder klapsalverne igen før det første ord er sagt. Og selv om sangene er blevet sunget før, så er det dejlige ved livemusikken nu engang, at enhver koncertoplevelse er anderledes.
Sebastian binder sine sange sammen med små historier, som hans liv har skrevet. Det føles dejligt at blive lukket inde i dette oplevelsesunivers, for spændende må det have været at leve i en musisk og kreativ verden.
Men rejsen var ikke kun nostalgisk, og det er måske bevis for den levende legende Sebastian , for hans sange har en almengyldig tidsløshed i sig, der gør dem aktuelle, nærværende, nye og levende gang på gang.
Alternativet ville også være, at de er aktuelle, fordi menneskets historie bare gentager sig... men det kan ikke passe. Sebastian har bare en sang til alle og alt. Publikum var i nuet og nød tidslommen fra hverdagen, nynnede med, fløjtede med, man følte sig bare godt tilpas, bevæget, beriget, beæret, begavet. Stående ovationer ved koncertens slutning var helt på deres plads.
