Sebastian gik på vandet fredag aften i Rødovres kulturmekka, Viften. Sangene gik rent hjem, stemmen har aldrig været bedre, lyden har aldrig været flottere. Alt gik op i en højere enhed.
Sebastian er hvad H.C. Andersen var. En digter i særklasse, en poet i verden, en historiefortæller for alle generationer. Men i modsætning til H.C. Andersen er Sebastian en LEVENDE legende.

Ikke underligt - men alligevel ret overraskende i solo-regi - indledte Sebastian med "Kom Giv Os Liv" fra netop H.C. Andersen-musicalen. Derpå fulgte den ene skønne sang efter den anden. Jeg skal ikke løfte sløret for alle sangene. Blot konstatere, at publikum på denne turné bliver vidne til sange som de ikke har fantasi til at forestille sig. Fra 1976-turnéen, som netop er kommet på CD, er intet mindre end tre sange repræsenteret.

Sebastian proklamerede, at han har stået fadder til en del politiske sange gennem årene. Så dem fik vi også et par stykker af.

Som altid til Sebastians koncerter er alle generationer repræsenteret. I Viften sad skolepigen på 8 år side om side med folkepensionisten på knap 80 år. Og alle generationer fik sin bid af kagen. Sebastian tryllebandt alt og alle med sin underfundige selvironiske humor kombineret med sin eminente evne til at komme ud over scenekanten og involvere alle i salen.

Bemærkelsesværdigt er det, at Sebastian ofte kun behøver at slå en eller to akkorder an, og så ved alle i salen hvad der venter forude. Det vidner dels om et meget loyalt og trofast publikum med stort indblik i deres idols sangkatalog, dels om komponistens evne til at skabe sange, som trods deres høje niveau benytter sig af letgenkendelige musiske udtryksmidler.

Sebastian er i sandhed en levende legende. Og efter koncerten i Viften er han tilmed en udødelig levende legende.

Sebastian sejrede i Viften...igen igen igen igen
af: Christian Winther (12.marts 2010)
Forsiden     Biografii     Året der gik     Turné     Fanklub     Musicals/filmmusik     Diskografi     Kontakt     Fotos     Facebook